Valgfag
Valgfag er din chance for at fordybe dig i dine interesser, eller prøve noget nyt, du måske ikke vidste, var sjovt. Vi skifter valgfag tre gange om året – nogle kommer igen, mens andre følger årstiderne.
Hvis du går i 10. klasse eller Projekt10, har du tre valgfag om ugen, altså op til ni forskellige valgfag i løbet af året. Går du i 9. klasse, har du ét valgfag om ugen, så du får tre forskellige på et år.
Valgfag du kan vælge på efterskolen
Vi har mange forskellige valgfag, som du kan prøve i løbet af skoleåret – også mange flere end på listen her. Men her er nogle af de valgfag, vi helt sikkert tilbyder i skoleåret 2026/27:
Begynderguitar
Vil du lære at spille guitar, eller kan du måske allerede et par akkorder? Så er valgfaget Begynderguitar lige noget for dig! Vi spiller populære sange – måske endda din yndlingssang! Du lærer de vigtigste akkorder, så du hurtigt kan spille med på en masse musik. Til sidst afslutter vi med en hyggelig lejrbålsaften, hvor vi spiller og synger sammen med resten af skolen. Det bliver sjovt, hyggeligt og en fed oplevelse at spille med og for andre. Er du klar til at gribe guitaren?
Fodbold for alle
Uanset om du elsker fodbold eller aldrig har snøret et par fodboldstøvler, er valgfaget fodbold for dig, hvis du er klar til at give den gas. Vi arbejder med teknik, spiller kampe og får en masse meter i benene. Kom og vær med!
Crossfit
I valgfaget Crossfit træner I sammen i par eller små grupper, hvor I hjælper og motiverer hinanden gennem dagens træning. Det bliver hårdt, men også sjovt – med masser af sved, grin og fed energi. Hver træning er forskellig: Nogle gange bruger I vægte og redskaber, og andre gange træner I kun med jeres egen kropsvægt. Uanset om du vil i bedre form eller allerede er stærk, kan du være med. Crossfit gør dig både stærkere, mere udholdende, smidigere og bedre til at holde balancen.
Dans
Det er umuligt at blive andet end i godt humør, når vi danser, griner og giver den gas til god musik på vores valgfags-dansehold. Vi udtrykker os gennem moderne dans og arbejder med dans som scenesprog. Vores grundtræning læner sig op ad klassiske stilarter som for eksempel ballet. Vi lærer en lille koreografi, som vi viser for de andre … hvis vi føler for det. Oplev glæden ved dans og lad kroppen fortælle sin egen historie. Alle kan danse.
Filosofi
Har du nogensinde tænkt over, hvad lykke egentlig er? Hvorfor der findes ondskab? Eller om du egentlig selv bestemmer over dine handlinger? Hvis ja, så har du allerede prøvet at filosofere! Mennesker har siden tidernes morgen stillet sig selv livets store spørgsmål, og i valgfaget Filosofi undrer vi os sammen. Filosofi er for dig, der er nysgerrig på livet, verden og alt det midt imellem.
Debat
I valgfaget Debat diskuterer vi nogle af de emner, der optager dig allermest. Det kan både være nyheder fra medierne, eller emner du og dine venner bringer på banen. Debat-valgfaget træner din evne til at argumentere for din sag, lytte til andre med respekt – selv når I er uenige. Du får også styr på, hvordan dit kropssprog og din stemme påvirker dem, der lytter til dig. Og hvem ved? Måske skifter du mening, hvis du hører et godt argument.
Foto
Elsker du at tage billeder? I valgfaget foto leger vi med lys og skygger, dybdeskarphed, komposition, perspektiv og portrætter. Du lærer at tage de fedeste billeder – lige når det hele sker! Nyere telefoner har fantastiske kameraer, og hvis du lærer et par gode tricks og får styr på redigering, kan du tage billeder, der virkelig skiller sig ud.
Friluftsliv
Er du vild med at være ude i naturen? Så er Valgfaget Natur- og Friluftsliv lige noget for dig. Måske bygger vi bivuakker, bader i søen, fanger fisk, laver mad over bål, overnatter i shelters i skoven, sanker urter, natur-farver tøjet eller noget helt andet. Uanset hvad, så vi hygger vi os, og man snakker allerbedst sammen omkring et lejrbål.
Kunsttryk
I valgfaget Kunsttryk skal vi eksperimentere med tryk på papir, stof, pap og træ. Vi snitter, ruller og trykker os frem med teknikker som linoleumstryk, silketryk og måske også cyanotopi. Tryk giver mulighed for at gentage samme motiv, men med små twists alligevel at gøre hvert tryk unikt. Vi arbejder både med håndværket og med din personlige stil. Slip din indre kunstner fri og tryk løs.
Mindfullness
Snup en opladende pause – et dejligt mentalt blidt brusebad. I valgfaget Mindfulness øver vi os i at være til stede i kroppen og lægge mærke til vores tanker. Gennem små enkle øvelser øver du dig i at fokusere på det, der sker lige nu. Alle kan være med.
Psykologi
Mennesket udvikler sig gennem hele livet, både i tanker, følelser og socialt. I valgfaget psykologi arbejder vi især med hvordan menneskers personlighed og adfærd forandrer sig fra barn til voksen. Vi snakker om, hvad der sker i menneskers hoveder, og hvordan og hvorfor vi ændrer os med tiden.
Redesign
Giv gamle møbler, tøj og ting et nyt liv i valgfaget redesign. Vi arbejder med kreative teknikker for at skabe personlige designs og opgraderer genbrugsmaterialer. Redesign er en sjov måde at udtrykke din stil på samtidig med, at du gør noget godt for miljøet. Uanset om du har det store symaskine-kørekort eller ej, kan du være med.
Rollespil (DND)
Træd indenfor i en verden hvor kun fantasien sætter grænser. Bliv en del af et eventyr, hvor du selv er en af heltene – eller en af skurkene. Design din egen karakter, eller påtag dig rollen som gamemaster i tabletop rollespil som eks.”Dungeons and Dragons”, “Pathfinder” og “Call of Cthulhu”.
Strik
Hygge-alarmen går jævnligt i gang i valgfaget Strik. Du lærer grundteknikkerne bag at strikke og lynhurtigt kommer du i gang med at lave dine egne ting – alt fra tøj, tasker, tørklæder og andre accessories.
Tegning
Er du vild med at tegne, eller vil du gerne lære det? Valgfaget tegning arbejder for eksempel med croquis, skygge, proportioner eller perspektiv. Vi eksperimenterer med forskellige materialer som blyant, kul og tusch, så du kan finde din egen stil. Uanset om du er nybegynder eller allerede elsker at tegne, så udfordrer vi dig, så du bliver bedre til at tegne og får flere ideer til at udtrykke dig.
Yoga
Når vi ruller yoga-måtterne ud, træner vi vores smidighed, balance og samtidig hjælper yoga-træningen med at finde ro i en travl efterskole-hverdag. Vi dyrker både klassisk yoga og nogle gange også akro-yoga, hvor du arbejder sammen med en efterskole-kammerat om at komme ind i sjove og udfordrende stillinger, der minder lidt om akrobatik. Alle kan være med.
Prøv noget helt nyt