Skolens udvalg er elevernes ansvar

af | 11. 03 2026

Kioskudvalget

Efterskolen Ådalen søsatte et helt nyt projekt fra og med skoleåret 2025-26. Der blev oprettet 10 udvalg, og alle elever skal deltage i ét udvalg hver. Hvert udvalg har tilknyttet en lærer som mentor, og hver onsdag morgen afholdes der udvalgsmøde.

Formålet med udvalgene er at give eleverne ansvar og medindflydelse samt erfaring med at drive projekter på tværs af kompetencer og interesser. Eleverne skal udvikle idéer, tage beslutninger og føre dem ud i livet i fællesskab.
Kioskudvalget er et af de 10 udvalg, som eleverne kan vælge. Udvalget består pt. af 7 elever. Deres opgave er at drive skolens kiosk, hvor eleverne kan købe slik, snacks, sodavand og andre fornødenheder.

I løbet af september forberedte eleverne sig på, hvilke varer kiosken skulle tilbyde, hvad de skulle koste, og hvordan indkøbene skulle foregå m.m. De talte med de andre elever om ønsker til sortimentet og sendte desuden et spørgeskema ud.

I den forbindelse fortæller Sigrid, Lau og Amy om deres oplevelser med at være en del af Kioskudvalget.

Fællesskabet er en del af motivationen

Det er virkelig hyggeligt, og folk støtter utroligt meget op. De fleste i udvalget er gode til at byde ind og hjælpe hinanden, og det er hyggeligt at sidde i kiosken og tale sammen. Det er også hyggeligt, når ens kammerater kommer for at købe noget. Vi bliver siddende ‘i butikken’ og snakker efter lukketid.

Samtidig oplever de, at arbejdet giver mening i hverdagen:

Det er fedt, at vi allesammen er med til at hjælpe andre. For eksempel ved at gøre det nemt for alle at komme ned og få fat i nogle varer. Det er lidt træls at skulle hele vejen op i byen, så det er meget nemmere, at kiosken kan tilbyde det.

For nogle var det selve oplevelsen og fællesskabet, der trak:

Jeg havde personligt ikke tænkt over, hvad jeg ville opnå ved at være med i kiosken. Jeg synes bare, det er hyggeligt at være der og hjælpe med forskellige ting – stille varer på plads eller tage imod betaling. Derudover hjælper kiosken med at samle eleverne på skolen, i stedet for at alle tager til Hørning for at købe snacks eller drikkevarer. Det gør det nemt for folk at få det, de har brug for.
 

Kiosken er en fast del af hverdagen efter skoletid

Vi har åbent hver dag lige efter skole, og så skynder vi os ned i kiosken. Normalt har vi åbent i en halv time til 45 minutter om dagen. Hvis der er nogen, der lige skal noget inden, kan vi finde på at holde længere åbent, så folk kan nå derned. Nogle gange har vi også åbent om aftenen. Det bliver delt på vores fælles medier, og hvis vi har fået noget særligt godt hjem, giver vi også besked.

I forbindelse med åbningstiderne sørger eleverne også for at planlægge vagt- og ansvarsfordeling. Dette gøres i fællesskab.

Vi er som regel to elever på vagt ad gangen, og vi skiftes. Lige nu glæder jeg mig til at komme derned, fordi jeg synes, det er virkelig hyggeligt. Hvis jeg ikke kan, spørger jeg nogle andre. Vi laver en vagtplan og sørger for, at alle kommer til. Hvis der mangler en, trækker vi lod. Lige nu har vi hver især 4-5 vagter om måneden – cirka én om ugen. En vagt varer 20-30 minutter.

Økonomien bygger på en enkel og gennemtænkt strategi

Vi går efter ting, der er på tilbud, og sælger dem til normal pris. For eksempel popcorn til 8 kr., som vi sælger for 10, eller en Red Bull på tilbud til 10 kr., som vi sælger for 12 kr. Så køber vi på tilbud og sælger til normalpris. Vi har også snakket om, at en fra skolen, der kommer fra Tyskland, måske kan hjælpe med at skaffe nogle varer billigere dernede.

Udvalget har desuden fået cirka 1.000 kr. fra sidste års pant, som er blevet brugt til at købe varer – og der er stadig lidt tilbage. Det handler om socialt ansvar, og naturligvis en god støtte fra lærerne:

Det er rart at have en lærer, der siger: ‘Nu skal I lige huske det her.’ Ellers kunne vi godt glemme det.”

Samtidig forventes det, at eleverne selv tager ansvar:

Lærerne forventer også, at vi lærer at være selvstændige. Det meste af arbejdet sker jo efter skoletid. Vores lærer hjælper med indkøb og er god til at få alle med i diskussionerne.

Kioskudvalget har også haft stor social betydning. Eleverne fortæller, at de har lært hinanden at kende på tværs af hus og klasse:

Vi begyndte at snakke sammen, fordi vi sad i Kioskudvalget sammen. Det er et meget socialt udvalg.

Erfaring med økonomi

Vi har fået et indblik i, hvordan det er at drive noget selv. Vi skal finde billige varer og sætte en fair pris, så vi kan tjene lidt. Man kan ikke bare sætte prisen, som man vil. Vi forstår økonomi meget bedre nu.

Ansvar og overblik er en vigtig del af arbejdet:

Vi hjælper hinanden, men der er én person, der styrer regnskabet og MobilePay-kassen.

Hvis man har lagt ud, går man hen til hende og får pengene tilbage. Priserne beslutter vi sammen.

Vi har et papir i kiosken, hvor vi noterer, hver gang der bliver solgt noget, og hvad vi tjener på det.

Samarbejde på tværs af skolens udvalg

Vi har prøvet lidt at samarbejde med Kostudvalget. De foreslog, at vi skulle sælge nogle sundere ting som for eksempel nødder og dadler. Men det var svært at sælge, så vi samarbejder ikke så meget lige nu.

Der er dog fortsat idéer til fremtidigt samarbejde:

Kostudvalget har for eksempel sagt, at vi burde indkøbe nødder, fordi der er nogle, der gerne vil have det. Men vi kan ikke få fat i nødder endnu, fordi det er dyrt, og vi ved ikke, hvor godt det vil sælge. I fremtiden vil vi gerne samarbejde mere med de andre udvalg og måske få lidt mere hjælp til forskellige ting.

Afslutningsvis er eleverne ikke i tvivl, da vi spørger om det er fedt at få- og tage ansvar på tværs af udvalg:

Ja, det er mega-fedt. Det er inkluderende på en anden måde, og man får nogle andre oplevelser.
.

Scroll down arrow