Maleri-
udstilling med unges tanker om 2025

af | 10. 03 2025

Kunsteleverne på Efterskolen Ådalen har skabt udstillingen 2025. Værkerne afspejler, hvad der optager den enkelte efterskoleelev lige nu. I 2025. Se den på Hørning bibliotek.

Den røde tråd i udstillingen er elevernes personlige tanker og følelser. Emnerne spænder bredt – fra globale problematikker som krig, frihed og klima til nære, personlige oplevelser med kærlighed, familie, overtænkning og identitet.

“Tilsammen løfter billederne hinanden til en mosaik af alle de tanker, vi unge har i 2025. Jeg synes, det giver et vildt smukt og fuldendt udtryk,” fortæller Johanne, som sammen med Mille ophængte værkerne på Hørning Bibliotek.

“Jeg er stolt over, at vores malerier hænger i et offentligt rum, hvor jeg håber, at mange får glæde af dem,” siger Mille Granild.

I processen bag værkerne har kunstlærerne på Efterskolen Ådalen opfordret eleverne til at bruge ekstra tid på idéudvikling. Flere ugers brainstorm og refleksion ligger bag hvert penselstrøg.

“Processen føltes lang. Jeg ville bare gerne i gang med at male. Men til gengæld var jeg meget mere afklaret, da jeg endelig fik penslen i hånden,” fortæller Mille.

Under hvert maleri har eleverne beskrevet værkets idé og eventuelle symbolske betydning med tre sætninger.

Mille og Johanne går begge på Efterskolen Ådalens billedkunstlinje.

Milles maleri tager udgangspunkt i krig i Europa. Johannes maleri handler om hendes forhold til familien – symboliseret af naturen.

Scroll down arrow