Fra idé til handling: Projekt10

af | 26. 05 2026

Hvad laver Projekt10?

Hvordan omsætter man en idé, et tema eller en problemstilling til et konkret projekt? Og hvad lærer man undervejs? Det er nogle af de spørgsmål, eleverne i Projekt10 arbejder med, når de dykker ned i virkelige problemstillinger og udvikler løsninger med udgangspunkt i noget, der betyder noget for dem. 

I den seneste projektperiode har eleverne arbejdet med Gør en forskel – et projekt, hvor kreativitet, samarbejde og bæredygtige tanker har været i fokus for eleverne, som de senere skal ud og fremlægge for andre skoler, som de selv har fået kontakt til.

Projekt10 på Ådalen beskrives som en projektorienteret, karakterfri 10. klasse med fokus på at omsætte idéer til handling og gøre en forskel. Tanken er enkel: Eleverne lærer ved at gøre.

Elever på Projekt10 arbejder gennem skoleåret med forskellige projektforløb, ud fra forskellige temaer. Her bliver temaer eller problemstillinger fremlagt, hvorfra eleverne skal udvikle idéer, arbejde projektorienteret, undersøge og til sidst fremlægge deres bud på en løsning, som kan understøtte dette.

‘Gør en forskel’ med @projektpaatur45

‘Gør en forskel’ har været det overordnede tema for deres seneste og nuværende projekt. Til dette har de valgt at fokusere på, hvordan de (og andre) kan gøre en forskel gennem bæredygtige valg i vores hverdag. For eleverne Karoline, Johan, Alma, Johan, Maja og Julie, som alle er på Projekt10, blev dette en mulighed for både at udforske og lære om faglige emner på flere selvstændige præmisser inde- og udenfor klasselokalet, og samtidig prøve kræfter med projektarbejde i praksis.

På deres instagram @projektpaatur45, kan man bl.a. se, hvordan de formidler forskellige tips og bæredygtige løsninger, så vi kan passe bedre på vores klode og hinanden. På deres sociale platforme (TikTok, YouTube og Instagram) kan man følge med i hvordan de anvender naturen som et levested, hvordan vi kan recycle genbrugstøj og passe på de ting vi allerede har, forbruge mindre i energi og meget mere:

Vi har selv taget kontakt til andre efterskoler, hvor vi har fået mulighed for at fremlægge vores projekt til andre elever. Noget af det, der gør projektformen særlig, er, at vi som elever selv får meget frie hænder” fortæller gruppen.

En projektorienteret og anderledes undervisning

Projektarbejdet handler ikke kun om at skabe et slutprodukt, men også om at lære at arbejde selvstændigt, samarbejde og finde løsninger undervejs.

Det er fedt, at det er anderledes undervisning, hvor både kompetencer, medmenneskelig udvikling og praktisk viden bliver kombineret på en anderledes og mere sjov måde,” siger en af eleverne og tilføjer, hvordan de i begyndelsen var i tvivl om hvad man kunne forvente inden projektets start:

Man bliver kastet ud i noget, som man ikke nødvendigvis kender på forhånd, og det kan være svært i starten. Men det er også det, der gør det spændende. Vi lærer meget gennem processen og bliver bedre til at samarbejde”.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at eleverne både finder det udfordrende og befriende på samme tid. For trods det store krav om selvstændighed, får de en kort pause fra eksamener og ‘normal’ undervisning, som de har været vant til:

“Det er virkelig rart ikke at have almindelig undervisning hver dag, og det er virkelig fedt at lære nye ting. Dog vil vi gerne have længere projektperioder, så vi kan nå endnu mere og måske få endnu mere i dybden med vores projekter.”

Et projekt med blik mod fremtiden

For eleverne handler Projekt10 ikke kun om at lære i klasselokalet. Det handler om at undersøge verden, tage ansvar og finde løsninger på virkelige udfordringer – sammen. Hvert temaforløb efterfølges af et projektforløb, hvor eleverne træner projektarbejde ud fra Ryslingemodellens 5 faser: Samarbejdsfasen, idefasen, researchfasen, realiseringsfasen og formidlingsfasen. Der er i løbet af skoleåret 4 temaforløb og 4 projekter, hvoraf det fjerde og sidste forløb er elevernes afsluttende årsprojekt.

Scroll down arrow