Åbner man døren til Årummet, tror man et øjeblik, at man er gået helt forkert. I stedet for at befinde sig på en efterskole, er man havnet i en stue hos et ældre ægtepar. Men ser man lidt bedre efter, opdager man, at ilden i pejsen er lavet af pap. Og at bordet, pladespilleren, mobil-telefonen, terningerne, lænestolen, bolsjerne, planterne, ja alt i hele rummet er lavet af pap.

pejs lavet i pap af billedkunstholdet

Jóni, Storm og Maiken foran pejsen, trofæerne og planten

illusioner og terningespil i billedkunsts paprum

Andrea, Emma og Maja spiller med pap-terninger og taler i pap-mobiltelefonen.

Billedkunstholdet opfandt Leif og Inger

Leif og Inger fra Ebeltoft bor i stuen, som Billedkunstlinjen har skabt i fællesskab.

“Det var ret sjovt at forestille sig personerne, gøre stuen personlig og finde ud af, hvordan man viser deres liv med ting,” fortæller Anna Holmgaard Hede, der har billedkunst på linje på Efterskolen Ådalen. 

Leif er pensioneret dyrlæge og ivrig jæger. Inger arbejdede som dyrlæge-sekretær og er tidligere elitesvømmer. Parrets interesser fylder i stuen. Ingers svømmepokaler står fremme, og Leifs gevær hænger på en fremtrædende plads. Der er også en hemmelighed. For Inger ryger i smug og gemmer cigaretterne i en bog, hun har udhulet.

cigaret-skjuler illusioner i pap

Anna (i midten) finder de cigaretter, Inger har gemt for sin mand. Ingers snydebog og cigaretter er lavet i pap.

Kærlighed til pap

“Jeg nærer en stor kærlighed til materialet pap,” erklærer billedkunstlærer Hanne Høegh Poulsen. “Man kan lave store skulpturer nemt, og man behøver ikke at være bange for at begå fejl.”

fjernsyn i pap lavet af billedkunst-linjen

Mathilde og Caroline foran pensionist-parrets dyb-skærms-tv, der viser et uendeligt Søren Ryge program.

“I projektet med pap-stuen erfarer billedkunsteleverne, at kunst i høj grad også er historiefortælling. Og man lærer en masse formlære af at arbejde tre-dimensionelt,” vurderer billedkunstlærer Hanne Høegh Poulsen.

Lænestol lavet af illusioner og pap girafhoved som jagttrofæ lavet i pap

 Pensionisterne Leif og Inger var tidligere udstationerede i Tanzania. På væggen over Leifs stol hænger et jagttrofæ – en giraf han har skudt under opholdet.

Mange små ting bliver til en helhed

 “Vi brain-stormede over, hvilke ting Leif og Inger havde. Ud fra listen valgte vi så hver især at lave nogle ting. Det var ret sjovt at se, hvordan de enkelte ting  tilsammen blev til de fiktive personers stue,” siger billedkunstelev Anna Holmgaard Hede.

Læs mere om billedkunst på linje på Efterskolen Ådalen. 

billedkunstelever hygger i illusions-stuen

Andrea, Emma og Maja hygger sig i pensionisternes stue lavet af pap.