Vil I  besjæle vores nymalede café? Den udfordring fik Efterskolen Ådalen fra lokalcenteret i Tranbjerg, og otte elever fra efterskolens projektorienterede 10 årgang kastede sig over opgaven med stor kreativitet.

Ideelt samarbejde på tværs af generationer

“Lige fra vores første møde blæste I mig bagover med jeres faglige engagement. Vores samarbejde på tværs af generationer har været ideelt,” sagde Morten Pors Ilsøe, der er chef for område syd i Aarhus Kommune, til ferniseringen.

“Vi stod med et nymalet lokalcenter og nyt inventar, men vi manglede farver, kulør og sjæl. Vi har en opgave med at indrette og udsmykke lokalcentrene, så folk gider at være her. Og det var en genial idé at bede Efterskolen Ådalen om at besjæle stedet,”  fortsatte Morten Pors Ilsøe.

efterskoleelever og ældre indgår et samarbejde på tværs af generationer vægudsmykning i lokalcenter i Tranbjerg
Til venstre. Smila og Emilie forklarer forklarer en bruger af lokalcenteret, at de er ved at tegne et livstræ op. Til højre: Det færdige livstræ.

“I dag har vi sat en sofa-gruppe op i “akvarie-rummet”, for folk er begyndt at sidde der og hygge sig, fordi rummet er blevet så indbydende. Tusind tak for samarbejdet. Jeg håber, vi får mulighed for at samarbejde igen et andet sted,” sagde Morten Pors Ilsøe, der er områdechefe for fem lokalcentre.

De to vægudsmykninger forestiller henholdsvis et livstræ og et undervandsmiljø. Begge kunstværker er skabt af geometriske former i rolige farver og en gennemsigtig lethed.

elever fra Efterskolen Ådalen maler vægmaleri.

Efterskole-eleverne arbejdede i stor skala og klatrede på stiger og stillads for at skabe vægudsmykningerne.

Gennemtænkt arbejdsplan er vejen til succes

“Væggene er blevet, som vi forestillede os. Det gør mig meget glad og stolt,” fortæller Sarah Bach Wind, der er en af de otte unge kunstnere.

Initiativgruppen fra lokalcenteret foreslog, at en væg blev udsmykket med et livstræ. Den idé greb eleverne. Ellers fik de frie hænder. De udarbejdede idé-oplæg, holdt møder med de ældre brugere og medarbejdere fra lokalcenteret, gennemtænkte tekniske detaljer, overholdt budgettet og tidsplanen.

“Vi har lært utrolig meget. Det vigtigste er at have en gennemtænkt arbejdsplan. Teknisk har vi været udfordret af at skalere en A4-tegning  op i fem meters højde og arbejde på stiger og stilladser,” siger Sarah.

Kunstelever knoklede i fem uger

“Eleverne har virkelig arbejdet igennem,” fortæller Hanne Poulsen, der er lærer på efterskolens projektorienterede 10. årgang og på Efterskolen Ådalens billedkunst-linje.

“De 8 piger gennemførte projektet helt eksemplarisk. De overkom de udfordringer, der opstod undervejs. Kunstværkerne skulle jo bruges – og man kan ikke aflevere en halv-færdig væg. Eleverne har været utrolig ansvarlige, og knoklet løs i fem uger,” fortæller Hanne Poulsen.

Områdechef Morten Pors Ilsøe sammen med unge kunstnere fra Efterskolen Ådalen

De unge kunstnere Emilie, Smilla, Clarabelle, Johanne, Nanna, Nanna, Lienke og Sarah til ferniseringen sammen med områdechef Morten Pors Ilsøe.