Hverdag på efterskole – fællesskab, weekend og fritid

en hverdag begynder med en morgengåtur

En almindelig hverdag begynder med en fælles morgengåtur, så du er frisk i hovedet og klar til dagen.

Det er en stor omvæltning at begynde på efterskole. Du møder en masse nye mennesker, og du lærer hurtigt de andre elever og lærerne at kende. Helt automatisk deltager du i mindre fællesskaber på kryds og tværs:

  • Fællesskab med dine værelseskammerater
  • Hus-fællesskabet
  • Din kontakt-gruppe
  • Din klasse
  • Dit linjefag
  • Aftenarrangementer og valgfag

Du får en kontaktlærer og en kontaktgruppe

Alle elever har en kontaktlærer, som de altid kan hive fat i og få en samtale med, når de har brug for det. Det er også kontaktlæreren, der har kontakten til forældrene og hjemmet. Kontaktlæreren er særligt opmærksom på seks-syv elever, og I udgør sammen en kontakt-gruppe. Kontakt-gruppen holder møder med kontakt-læreren, og I spiser ved samme bord i spisesalen.

Værelseskammerater og bo-enheder

De første, du lærer at kende, er formentlig dine værelseskammerater. Du bor på et 2-3-eller 4-sengsværelse med elever af samme køn. Værelserne er fordelt på fire mindre huse eller gange – hvor I bor cirka 20 elever sammen. Pigeværelser og drengeværelser ligger dør om dør.

Dagsrytme på Efterskolen Ådalen

En hverdag begynder med en fælles morgengåtur og slutter om aftenen på dit værelse. Nedenfor kan du se tidspunkter og dagsrytme på en helt almindelig skoledag.

7.55-8.50     Fælles morgengåtur, morgenmad og fælles morgensamling.
9.00-10.00   Undervisning
10.00-10-30 Pause og frugt
10.30-12.30 Undervisning
12.30-13.15 Frokost og pause
13.15-14.30 Undervisning
14.30-14.40 Pause
14.45-16.45 Undervisning
16.45-18.00 Fritid
18.00-18.30 Aftensmad
18.30-19.15 Stilletid / lektielæsning på værelset
19.15-20.45 Valgfag / fritid
20.45-21.00 Aften-te
21.45 Du skal være i din egen bo-enhed
22.00 Du skal være på dit eget værelse
22.30 Godnat

Du kan lave lejrbål i din fritid eller i en weekend.

Hverdag, fritid og weekend. Det er super-hyggeligt at gå på efterskole.

Fritid på efterskole

Din fritid på efterskole kan føles kort og intens. Hver aften tilrettelægger aftenlæreren eller nogle elever en aktivitet. For eksempel ser I en fodboldskamp på storskærm, samles om klaveret og synger fællessange, spiller bordtennis i salen eller brætspil på lærerværelset. Om aftenen afholder lærerne også valgfag. Det er frivilligt at deltage, men mange går til ét eller flere valgfag om ugen. Linjefagenes værksteder er altid åbne, så du kan arbejde videre med dine kreative projekter, eller afprøve noget, du ikke beskæftiger dig med til hverdag.

Vi har en skaterrampe, en diskgolfbane og en forhindringsbane i naturen. Fodboldbanen indbyder til boldspil. I den store sal får du sved på panden med bordtennis, badminton, håndbold og hockey.

Du kan tage til Hørning og Aarhus, når du har fri, men du skal være tilbage på skolen til stilletid eller aftente efter aftale med aftenlæreren.

Og så kan du naturligvis også bare slappe af på dit værelse med en god bog, hyggesnakke med vennerne eller gå en tur.

fritid på efterskole - skateboardrampe

Din fritid på efterskole er fyldt med fællesskab og aktivitet.

Weekender

Der er almindelige weekender, hvor du kan blive på skolen eller tage hjem. Mange vælger at blive på efterskolen i weekenden, fordi der foregår så mange spændende ting, og fordi det er hyggeligt. Tre til fire weekender om året skal du blive på skolen, fordi der er undervisning eller et fælles arrangement. Se eventuelt blive-weekender i årsplanen.

Husene planlægger også på skift en weekend. Ofte løber arrangementet henover hele weekenden og er så spændende, at du gerne vil blive og være med. Der er også anderledes weekender som lillesøskende-weekend eller far-weekend, hvor alle fædre inviteres på besøg og hjælper os med at bygge noget nyt til skolen. Fædre byggede for eksempel skolens seje shelters.

Har du tilmeldt dig en weekend på skolen, er du her hele weekenden. Gæster er velkomne i almindelige weekender (fra fredag klokken 15 til søndag klokken 17).

Rengøring på efterskole

Din efterskole er ren og hyggelig. Og du hjælper til med rengøringen.

Lisbeth lærer dig at gøre rent på efterskole

Lisbeth kender alle rengøringens tips og tricks, og hun lærer dig gerne at vaske et gulv og pudse et spejl.

Rengøring på efterskolen

Din skole er hyggelig og ren. Og det er du med til at sørge for. Du rydder op efter dig selv på værelset, i undervisningslokalerne og i de fælles værksteder. Tre gange ugentligt har vi fælles rengøring. Her går vi i dybden med værelset og et tildelt område, så hele skolen skinner, og lugten af sure sokker erstattes af duften af sæbe.