eSport

eSport – nyt linjefag på Efterskolen Ådalen

Er du gamer, så vælg eSport som linjefag på efterskole

Er du vild med CS:GO – Counter-Strike, så vælg e-sport på linje. Det er sjovt, og samtidig træner du samarbejde, kommunikation og problemløsning på højt plan. I er fem på hvert hold, inddelt efter niveau, så du så vidt muligt spiller med kammerater på samme niveau.

eSport-linjen gør dig bedre

Gennem linjefaget e-sport udvikler du teknikker og kompetencer, du både kan bruge som gamer og på din ungdomsuddannelse og fremtidige arbejdsplads.

  • Strategisk tænkning – Du udvikler taktik, strategiske løsninger og kreative vinkler på spillet.
  • Kommunikation og ledelse – Du træner klar kommunikation og træffer hurtige beslutninger.
  • Samarbejde – På holdet er I afhængige af hinanden for at opnå resultater. I arbejder sammen i mange timer.
  • Overblik – Du lærer at holde hovedet koldt og træffe og udføre beslutninger under stort pres.
  • Ansvarlighed – Møder du veloplagt og kampklar, klarer dit hold sig bedre.
  • Omstillingsparathed – Spillet er dynamisk, og du skal konstant forholde dig til ny information.
  • Problemløsning – I analyserer og arbejder med egne og holdets fejl, og udvikler innovative løsninger til at forbedre jer individuelt og som hold.
  • Disciplin – eSport er en sport, og det kræver træning og vedholdenhed at blive god.
  • Gaming – Du bliver en bedre individuel gamer og holdspiller.

Konkurrencepræget undervisning

I undervisningen udarbejder vi først dagens strategi, varmer op, spiller en kamp og analyserer vores indsats. Undervisningen er konkurrencepræget. Vi deltager i turneringer – blandt andet mod andre efterskoler. Vi rejser afsted sammen som hold og bliver bedre fra gang til gang.

Når man konkurrerer, opstår der let uenigheder. I undervisningen arbejder vi seriøst med, at alle argumenterer sagligt for deres holdninger. Vi skaber fælles en ærlig, åben og respektfuld tone.

Fysisk træning gør dig bedre til eSport

Det er hårdt at koncentrere sig intenst foran computeren. Derfor træner vi også fysisk. Er du i god form, præsterer du optimalt og reagerer lynhurtigt ved tastaturet.

Din efterskole tilbereder sund mad. Jo sundere du spiser, des bedre kan du koncentrere dig.

Fællesskab på efterskole

Gamerne på linjefaget e-sport får et stærkt fællesskab, og du er også med i efterskolens store fællesskab. Du deltager i skolens mange fælles aktiviteter. Lige fra morgensang, idræt, caféaften, debat, cykelture og engelskundervisning.

Faciliteter i eSport

Skolens e-sport-lokale er under opbygning. Vores fuldt udstyrede gamer-rum står klar med 10 pladser ved skolestart i august 2018.

Fællesskab i eSport på efterskole.
Du deltager i efterskolens fælles aktiviteter. For eksempel den daglige morgengåtur.

Linjefag

Fra skoleåret 2018/19 kan du vælge e-sport som linjefag på Efterskolen Ådalen.

Du bliver undervist i dit linjefag syv lektioner om ugen. Du fordyber dig i det samme linjefag hele året, eller du vælger et nyt til jul.

Vælg mellem linjefagene

Jacob Knudsen er eSportslærer på efterskolen Ådalen

eSports-lærer

Din lærer Jacob har spillet Counter-Strike i ti år og tusindvis af timer. Han har skrevet pædagogisk speciale om, hvad man kan lære gennem computerspil.